|
 De sidste to kapitler fokuserede på det ideelle menneske, sådan som Kungfutse, Sokrates og Gülen opfattede det samt den rolle, sådanne ideelle mennesker spiller i statslig eller national regering og i fællesskabers ledelse. Vi sluttede med at bekræfte at alle tre var humanister i ordets brede forstand, primært fordi de inderligt støtter ideen om at mennesker har evnen til i sig selv at virkeliggøre et moralsk og intellektuelt ideal, at et menneskesamfund kan frem som helhed kan bevæge sig mod dette ideal på et kollektivt plan, og undervisning er det primære mekanisme til at opnå dette. Hele diskussionen i de foregående to kapitler hviler på en fundamental overbevisning om mennesker, som Gülen diskuterer gennem hele sit arbejde og som han primært er forpligtiget overfor i sine skriverier: ideen om at mennesker har ansvar for verden.
|
