|
 De mest ekspansive og systematiske humanistiske filosofier byder på visioner af et menneskeligt ideal. I nogle tilfælde er idealet socialt eller kollektivt i sin natur og indbefatter politik, uddannelse, regering, sociale strukturer og så videre. I andre tilfælde er visionen rettet mod individet og hvordan det enkelte menneske kan nå det højeste og bedste i menneskelivet. Eksempler på det første inkluderer de tre kendteste af de klassiske grækere – Sokrates, Plato og Aristoteles. Den stoiske forfatter Epictetus, epikuræerne og Buddha er eksempler på det sidste. Men det, der sukker frem i næsten dem alle er en vision af et menneskeligt ideal som målet for menneskelig udvikling og kunnen. Humanismen, i dens kamp for mennesket i disse tilfælde, holder et idealiseret, fuldkommen form af det frem som en målestandard, som et mål, alt arbejde sigter mod, enten blot for sig selv eller for det den giver med hensyn til en ultimativ, transcendent realitet som Gud.
|
