|
Livet er den fremmeste og mest manifeste velsignelse fra Gud, den Almægtige, og det sande og vedvarende liv er det, der findes i det Hinsidige. Eftersom vi kun kan gøre os fortjent til det liv ved at gøre Gud tilfreds, har Han sendt Profeter og åbenbarede Skrifter ud fra Hans Medfølelse for menneskeheden. Derfor begynder Han, mens Han nævner Sine velsignelser over menneskeheden i Surat al-Rahman (den Barmhjertige): Al-Rahman. Han underviste i Koranen, skabte menneskeheden og lærte den at tale (55:1-4).
Alle livets aspekter er en øvelse til efterlivet, og enhver skabning er optaget af dette formål. Der er tydelig orden i alle begivenheder, og barmhjertigheden bor i ethvert resultat. Nogle "naturbegivenheder" og sociale rystelser kan synes ubehagelige i begyndelsen; men vi må ikke anse dem for uforenelige med barmhjertighed. De er som mørke skyer eller lyn og torden, der, selvom de er skræmmende, dog bringer godt nyt om regn. Således priser hele universet den Barmhjertige. Profeten Muhammad, må fred og velsignelser være med ham, er som en kilde med rent vand i ørkenens hjerte, et lyspunkt i et altomsluttende mørke. De, som kommer til denne kilde, kan drikke så meget vand, de ønsker, for at stille deres tørst, blive renset for deres synder og blive oplyst med troens lys. Barmhjertighed var som en magisk nøgle i Profetens hænder, for med den åbnede han hjerter, der var så hærdede og rustne, at ingen troede på, at de kunne åbnes. Men han gjorde mere end det: han tændte en fakkel af tro i dem. Gud's Budbringers medfølelse omfattede ethvert væsen. Han ønskede, at alle skulle blive vejledt. Dette var i virkeligheden hans største bekymring: Det kan dog være, hvis ikke de vil tro på dette Budskab, at du vil opbruge (udtømme) dig selv, idet du følger efter dem, i sorg (18:6). Men hvordan skulle han klare de, der blev ved med at undertrykke og forfølge dem, så det ikke var muligt for ham og hans følgere at tilbede den Ene Gud, og som brugte våben for at ødelægge ham? Han blev nødt til at slås mod de folk, for hans universelle medfølelse omfatter enhver skabning. Det er derfor han, da han lå alvorligt såret i Slaget ved Uhud, løftede hænderne og sagde: "Oh Gud, tilgiv mine folk, for de ved ikke."[1]
Hans eget folk, mekkanerne, påførte ham så megen lidelse, at han til sidst udvandrede til Medina. Selv efter det var de næste fem år langt fra fredfyldte. Da han imidlertid erobrede Mekka uden blodsudgydelse i sit 21. år som Profet, spurgte han mekkanerne: "Hvad tror I, jeg vil gøre ved jer nu?" De svarede enstemmigt: "Du er den ædle, søn af en ædel." Så meddelte han dem sin beslutning: "I kan gå, for der skal ikke være nogen gengæld mod jer denne dag. Må Gud tilgive jer. Han er den Mest Medfølende."[2] Sultan Mehmet II[3] sagde det samme til de besejrede byzantinere efter erobringen af Istanbul 825 år senere. Sådan er Islams universelle medfølelse. Budbringeren udviste den højeste grad af medfølelse overfor de troende: Der er kommet en Budbringer til jer fra én iblandt jer selv; det er en sorg for ham at se jeres lidelse; han er ængstelig for jer, fuld af bekymring for jer, fuld af medlidenhed, medfølende, overfor de troende. (9:128) Han sænkede sin mildheds vinge ned til de troende gennem barmhjertighed (15:88) og var de troendes vogter og nærmere til dem end deres egne selv (33:6). Når en af hans Ledsagere døde, spurgte han de tilstedeværende ved begravelsen, om den afdøde havde nogen gæld. Hvis han hørte, at det havde han, reciterede han ovenstående vers og bekendtgjorde, at kreditorerne skulle komme til ham og få deres penge. Hans medfølelse strakte sig endog til Hyklerne og de vantro. Han vidste, hvem Hyklerne var, men identificerede dem aldrig, for det ville have frataget dem de fulde borgerrettigheder, de vandt ved udvortes at fremsige troserklæringen og udøve troen. Eftersom de boede blandt muslimer, kan deres benægtelse være blevet formindsket eller ændret sig til tvivl, og dermed formindsket angsten for døden og den smerte, der forårsages af forsikringen om ikke-eksistens efter døden. Gud ødelægger ikke længere de vantro kollektivt, sådan som Han udslettede mange folkeslag i fortiden. Men Gud ville aldrig tugte dem, mens du var blandt dem; Gud ville aldrig tugte dem så længe, de bad om tilgivelse (8:33). Verset henviser til vantro uden hensyn til tid og sted. Gud vil ikke ødelægge hele folkeslag så længe, der er nogle, der følger Budbringeren. Derudover har Han ladet Angerens Dør stå åben indtil Dommedag. Alle kan tage imod Islam eller bede om Gud's tilgivelse, uanset hvor syndige, de anser sig selv for at være. Af denne grund er en muslims fjendskab mod ikke-troende en form for medlidenhed. Da 'Umar så en 80-årig mand, satte han sig og græd. Da han blev spurgt hvorfor, svarede han: "Gud tildelte ham så langt et liv; men han har ikke kunnet finde den rette vej." 'Umar var en prominent discipel af Gud's Budbringer, som sagde: "Jeg blev ikke sendt for at forbande mennesker; men som en barmhjertighed,"[4]
og: Jeg er Muhammad og Ahmad (den prisede) og Muqaffi (den Sidste Profet); jeg er Hashir (den Sidste Profet, i hvis nærhed folket vil samle sig); angerens Profet (Profeten, for hvis skyld døren til anger altid vil stå åben), og barmhjertighedens Profet.[5] Ærkeenglen Gabriel fik også gavn af Koranens barmhjertighed. Engang spurgte Profeten Gabriel om, hvorvidt han fik nogen del i den barmhjertighed, Koranen rummer. Gabriel svarede, at det gjorde han, og forklarede: Jeg var ikke sikker på min rolle. Men da verset: (En) adlydt og derudover troværdig og sikret (81:21) blev åbenbaret, følte jeg mig sikker.[6] Gud's Budbringer var særligt medfølende overfor børn. Når som helst han så et barn græde, satte han sig hos det og delte dets følelser. Han mærkede en moders smerte for sit barn mere end moderen selv. Engang sagde han: "Jeg står i en bøn og ønsker at forlænge den. Men jeg hører et barn græde og forkorter bønnen for at mindske moderens ængstelse."[7]
Han tog børn op i armene og gav dem knus. Engang, da han omfavnede to børn, fortalte Aqrah ibn Habis ham: "Jeg har ti børn, og jeg har aldrig kysset et eneste af dem." Gud's Budbringer svarede: Én, der ikke kan føle medlidenhed med andre, bliver der heller ikke vist medlidenhed."[8] Ifølge en anden version tilføjede han: "Hvad kan jeg gøre for dig, hvis Gud har fjernet medfølelse fra dig?"[9] Han sagde: "Hav medlidenhed med dem på jorden, så de, der er i himlene vil have medlidenhed med jer."[10] Engang, da Sa'd ibn 'Ubadah blev syg, besøgte Budbringeren ham hjemme. Da han så sin trofaste Ledsager i en ynkværdig tilstand, begyndte han at græde og sagde: "Gud straffer ikke på grund af sorg eller tårer. Han straffer på grund af denne" og han pegede på sin tunge.[11] Da 'Uthman ibn Mad'un døde, græd han hjerteskærende. Under begravelsen bemærkede en kvinde: "'Uthman fløj som en fugl til Paradiset." Selv i denne sorgfyldte tilstand bevarede Profeten balancen og rettede kvinden: "Hvordan ved du det? Selv jeg ved det ikke, og jeg er en Profet."[12] Et medlem af Banu Muqarrin klanen slog engang sin tjenestekvinde. Hun fortalte det til Gud's Budbringer, som derpå sendte bud efter herren. Han sagde: "Du har slået hende uden nogen retfærdig grund. Sæt hende fri."[13] Det var langt bedre for husherren at sætte en slave fri end at blive straffet i det Hinsidige på grund af den handling. Gud's Budbringer beskyttede og støttede enker, forældreløse, samt de fattige og vanføre, selv inden hans Profetgerning. Da han ophidset vendte hjem fra Hira-bjerget efter den første Åbenbaring, fortalte hans hustru, Khadidja, ham: "Jeg håber, du vil blive Profet for dette samfund, for du fortæller altid sandheden, holder, hvad du lover, støtter dine slægtninge, hjælper de fattige og svage og holder gæstebud."[14]
Hans barmhjertighed omfattede også dyr. Vi hører fra ham: "En prostitueret blev af Gud ført til sandheden og kom til sidst i Paradiset, fordi hun gav vand til en stakkels hund, der var ved at dø af tørst i en brønd. En anden kvinde blev sendt til Helvede, fordi hun lod en kat dø af sult." [15]
Engang, da de vendte tilbage fra en militærkampagne, fjernede nogle få Ledsagere nogle fugleunger fra deres rede for at kæle for dem. Moderfuglen kom tilbage, og da den ikke kunne finde sine unger, fløj den skrigende rundt. Da Profeten hørte om dette, blev han vred og beordrede, at fuglene blev lagt tilbage i reden.[16] Mens de var i Mina angreb nogle af hans Ledsagere en slange for at dræbe den. Imidlertid lykkedes det den at undslippe. Profeten betragtede dette fra en afstand og bemærkede: "Den blev reddet fra jeres ondskab, ligesom I blev reddet fra dens ondskab."[17] Ibn 'Abbas fortalte, at Gud's Budbringer, idet han så en mand, der hvæssede sin kniv direkte foran det får, der skulle slagtes, spurgte ham: "Har du tænkt dig at slå den ihjel mange gange?".[18] Hans kærlighed og medfølelse adskilte sig fra vore dages selverklærede humanister. Han var oprigtig og afbalanceret i sin kærlighed og medfølelse. En Profet, opdraget af Gud, Skaberen og Opretholderen af alle væsener, til vejledning og glæde for bevidste væsener - mennesker og jinn - og tilværelsens harmoni. På denne vis levede han ikke for sig selv men for andre. Han er en barmhjertighed for alle verdener, en manifestation af Medfølelse. Han udslettede alle forskelle i race og farve. Engang blev Abu Dharr så vred på Bilal, at han fornærmede ham: "Du søn af en sort kvinde!" Bilal henvendte sig til Gud's Budbringer og fortalte tårevædet om det skete. Budbringeren bebrejdede Abu Dharr: "Har du stadig spor af jahiliyah (uvidenhed) i dig?" Fuld af anger lagde Abu Dharr sig på jorden og sagde: "Jeg vil ikke løfte hovedet (i betydningen han ville ikke rejse sig), medmindre Bilal træder på det for at gå hen over det." Bilal tilgav ham, og de blev forsonet.19 Sådan var det broderskab og søsterskab og menneskelighed, Islam skabte mellem og iblandt engang-vilde folk.
[1] Qadi´Iyad, Shifa´, 1:78-9; Hindi, Kanz al-´Ummal, 4:93. [2] Ibn Hisham, Sirat al-Nabawiyab, 4:55; Ibn Kathir, Al-Bidayab wa al- Nibayab, 4:344. [3] Sultan Mehmed II ( Erobreren) (1431-1481). Den 7. Osmanniske Sultan som erobrede Istanbul i 1453. [4] Muslim, Birr, 87. [5] Hanbal, Musnad, 4:395;Muslim, Fada'il,126 [6] Qadi'Iyad, as-Shifa' al-Sharif, 1:17. [7] Bukhari, Adhan, 65, 65; Muslim, Salat, 192. [8] Bukhari, Adab, 18. [9] Ibid, Adab, 18; Muslim, Fada'il, 64. [10] Tirmidhi, Birr, 16. [11] Bukhari, Jana'iz, 45. [12] Ibid, Jana'iz, 3. [13] Muslim, Aynan, 31,33; Ibn Hanbal, Musnad, 3:447. [14] Ibn Sa'd, al-Tabaqat al-Kubra', 1:195. [15] Bukhari, Anbiya, 54; Muslim, Salam, 153. [16] Abu Dawud, Adab, 164; Ibn Hanbal, Musnad, 1:404. [17] Sunan al-Nasa'i, Hajj, 114; Ibn Hanbal, Musnad, 1:385. [18] Hakim Mustadrak, 4:231. |
