Gülen og Sartre om Ansvar

Kærlighed er en naturlig og essentiel del af vort væsen. Men når den transformeres til "ægte kærlighed" -kærlighed til Skaberen- tilegner den sig sin sande natur og farve, og bliver senere til "ren" nydelse på tærskelen af forening.

Dit hjerte er en modtagelsesport for Guddommelige manifestationer. Din kærlighed til Skaberen og længsel efter at vende tilbage til Ham, er de tydeligste tegn på at Gud elsker dig.

Kærlighed er den mest direkte og sikre vej til fuldkommenhed. Det er vanskeligt at opnå graden af menneskelig fuldkommenhed ad en vej, der ikke indeholder kærlighed. Bortset fra vejen med at "erkende éns egen uformåenhed, fattigdom og afhængighed af Guds Magt og Rigdomme, og éns tjenstiver på Hans vej og taknemlighed," findes der ingen anden vej til sandhed, der kan sammenlignes med kærlighedens.

Kærlighed er en hest, der er givet os af Gud, der bærer os mod det Paradis, vi har mistet. Ingen, der har redet denne hest, er nogensinde strandet på denne vej, om end vi sommetider støder på folk på dette himmelske ridt, der går i vejsiden på grund af nogle pralende udtalelser, de er kommet med fordi de er berusede af fryd. Dette er imid-lertid en sag mellem dem og Gud.

Hverken denne verdens "flammer" eller Helvedes ild kan "brænde" de, som allerede er blevet "brændt til aske" af kærlighed. De, som i denne verden, brænder af frygt for Helvedes ild, vil ikke komme i Helvede. Det endelige opholdssted for dem, der føler sig sikre mod Helvedes ild, er højst sandsynligvis Helvede. De, som i denne verden brænder i kærlighedens flammer og lider som i Helvede på jorden ved at kæmpe mod deres kødelige selv og verden, vil ganske sikkert ikke blive udsat for den samme lidelse i det Hinsidige.

Kærlighed får os til at glemme vor egen eksistens, og opløser vor eksistens i vor elskedes eksistens. Det kræver derfor at elskeren altid ønsker sin elskede, og derfor helliger sig fuldstændigt til den elskedes behov, uden at forvente noget igen. Dette er, ifølge min tankegang, essensen i menneskeheden.

På kærlighedens vej er selv den mindste af elskerens hældning mod en anden end den elskede, selv i fantasien, det samme som afslutningen på den kærlighed. Sådan en hældning er forbudt. Kærligheden fortsætter lige så længe, som den elskende ser den elskede i alle ting omkring sig, og anser enhver skønhed og fuldkommenhed som en manifestation af den elskede. Hvis dette ikke er tilfældet, dør kærligheden.

Elskere kan ikke forestille sig nogen modstand, uanset hvor lille, mod den elskede. De kan ikke holde ud at se den elskede dækket til af noget, der gør, at Han bliver glemt. Elskere betragter desuden al tale som ufrugtbar, hvis ikke den handler om den elskede, og enhver handling, der ikke er relateret til Ham, som utaknemlighed og illoyalitet.

Kærlighed betyder hjertets tilknytning og viljekraftens hældning mod den elskede. Det betyder også, at følelserne bliver renset for alt andet og alle andre end den elskede, og alle elskerens sanser og evner vendes til og indstiller sig udelukkende på den elskede. Enhver af elskerens handlinger afspejler den elskede: hans eller hendes hjerte banker bestandigt med længsel efter den elskede; hans eller hendes læber mumler bestandigt den elskedes navn, og hans eller hendes øjne åbner og lukker sig med billedet af den elskede.

Idet elskeren ser den elskedes spor i den blæsende vind, den faldende regn, i strømmen, der mumler, skoven, der summer, morgenen, der gryr og mørket, der falder på, vågner han til live. Ved at se den elskedes skønhed afspejlet i alle ting, bliver den elskende overstrømmende lykkelig. Ved at mærke den elskedes åndedrag i hver en vind, bliver elskeren frydefuld. Ved at føle den elskedes lejlighedsvise bebrejdelser, jamrer elskeren i sorg.

Elskere, der vågner op til daggry i den elskedes tegn, finder sig omsluttet af en flod af flammer. De brænder deri, og ønsker aldrig at flygte fra dette behagelige "helvede". De er som vulkaner, klar til at bryde ud, og deres stønnen er som lava, der brænder alt, det kommer i berøring med.

Man må ikke forveksle ægte kærlighed med de følelser, man har overfor medlemmer af det andet køn. Sådan en kærlighed er, selvom den sommetider omdannes til ægte kærlighed, mangelfuld, flygtig og har ingen iboende værdi.

Det er umuligt at udtrykke kærlighed med ord, for kærlighed er en følelsesmæssig tilstand, der kun kan forstås af den elskende.

De elskende er berusede af deres kærlighed, beundring og påskønnelse af den elskede. Kun den trompet, der bebuder Dommens Dag, kan bringe de elskende til fornuft.

Kun ægte kærlighed kan afslutte den smerte, der kommer af flygtighed, og slukke de "flammer", som den ramte "brænder" i. Ægte kærlighed vil kurere alle tilsyneladende uhelbredelige sygdomme og smerter, og trøste den grædende, moderne verden.

Hvis vi ikke sår kærlighedens frø i de unge menneskers hjerter, som vi prøver at give nyt liv gennem videnskab, viden og moderne kultur, vil de aldrig opnå fuldkommenhed og befri sig fuldstændigt for deres kødelige begær.