|
Ingen har nogen del i Guds suverænitet, og ingen kan stoppe Ham eller forhindre Ham i at skabe det, Han vil, som Han vil. Det er Gud, Der har skabt hvert et atom i alle levende og døde ting. Vi har intet givet til Gud, men derimod har Han givet alt til os, uden at vi egentlig har gjort os fortjent til det.
Hvilken ret har den åndeligt oplyste til at stille krav? Hvis vi havde givet noget til Gud, som modvægt til det, Han har givet os, så kunne vi måske kræve to øjne i stedet for et eller gøre en indvending imod at have en arm i stedet for to. Men siden vi intet har givet til Gud, hvilken ret skulle vi da have til at tilskrive Ham uretfærdighed? Oplevelsen af uretfærdighed opstår, fordi nogle mener, at de ikke har fået det, de har krav på. Det er hverken rationelt eller passende at tænke sådan om Gud, siden det er Ham, der er Giveren af alt, hvad vi har, bruger og ser. Hvad har vi sendt tilbage som bytte for det, vi har modtaget? Gud den Almægtige skabte hver og en af os af intet. Endvidere skabte Han os som mennesker. Det kunne have været anderledes, eller det kunne være, vi ikke var blevet til overhovedet. Hvis du ser efter, hvad der findes omkring dig, vil du snart finde, at der er mange slags skabninger, som er anderledes end dig og ringere stillet end dig. Du ville nok ikke bytte plads med dem. Som følge af åndelig uvidenhed eller misundelse er der måske noget, du gerne vil bytte. En anden aspekt er, at Gud både åbner og lukker for Sin forsyning til os. Det kunne være, at der i det kommende liv var en kæmpe kompensation for dette afsavn. Ved afsavn gør Gud vores behov og vores magtesløshed klare for os. Nemlig vores fattigdom i forhold til Ham. På denne måde får Gud os til at vende os mod Ham med større oprigtighed og iver, hvilket så atter gør os mere værdige til at modtage Hans velsignelser og bevågenhed. Så på denne måde kan et tilsyneladende tab i virkeligheden være en gevinst. Det, han vil høste i det kommende evige liv, vil altid være større og mere værdifuldt, end det afsavn, han har lidt i denne tidsbegrænsede verden. Selv om en lille gruppe handicappede muslimer føler sig sårede og nedværdigede af deres handicap, og måske endda svækkes i deres tro eller helt forlader den, så styrker handicappet de fleste muslimer. Det er ikke i orden at udvise en overdreven og falsk sympati med denne gruppe mennesker og dermed legitimere eventuel vantro. Det er langt bedre at stræbe efter at øge disse menneskers længsel efter evigt liv, fordi de herved bliver mere værdige til at modtage en stor belønning i evigheden. Hvis de handicappede i stedet ledte de raske og sunde mod større taknemmelighed for deres sundhed og deres livs andre gaver, hvorved de ville forbedre sig som mennesker og komme Gud nærmere, så ville visdommen i det Guddommelige forsyn også være åbenlys for menneskene selv. |
Spørgsmål 
